mandag den 25. marts 2013

CALIFORNIA

Halløj igen. Så har vi påskeferie! (Eller forårsferie, som de kalder det her - vi skulle jo nødigt træde nogen over tæerne)
Den første weekend her er vi taget til Californien, og nu sidder jeg i bilen på vej hjem. Det har været en rigtig fed oplevelse, og første gang hele familien har været samlet uden for Vegas i et par år. Vi tog af sted fredag aften, og kørte så i 5 timer plus stop. Vi var fremme ved 23 tiden ved vores hotel, pakkede ud og gik i seng.
Lørdag vågnede vi kl 7, og så tog det os et par timer at komme ud af fjerene. Så gik vi ned og fik morgenmadsbuffet på hotellet, og vandrede over til Disneyland. Vi gik gennem security og over og fik en billet. Og så, det var jo dømt til at ske, fik jeg selvfølgelig smidt min væk. Vi havde endda alle sådan nogle nøglekæder med specielle lommer til billetter. Ingen kommentarer, tak. Men heldigvis var jeg i stand til at få en ny, fordi vi stadig havde bonen. Så vi fik prøvet en masse sjove forlystelser, alle sammen tematiseret med en eller anden disneyfilm. De var næsten alle sammen bygget på en eller anden form for visuel effekt. Og det gjorde de også rigtig godt. Fx hvor i danske 'køre langsomt rundt og se på bevægelige dukker'-forlystelser, kan de som regel kun bevæge armen og overkroppen, her havde de forskellige ansigtsudtryk. De bedste forlystelser var dem der var baseret på rigtige film, altså star wars, pirates of the caribean og indiana Jones, de var sjovere og bedre lavet. Men vi havde en masse sjov, og blev der til midnat.
I dag vågnede vi bare op når vi havde lyst, ud over mig, jeg blev vækket af Landin der besluttede sig for at hoppe på mig ved 9 tiden. Så fik vi pakket ned og væk, og begyndte vores rejse mod stjernernes by, Hollywood. Det var fedt nok, der var ikke så meget at se, men der var the walk of fame og de der hånd- og fodaftryk som kendte mennesker havde lavet. Jeg fandt en dansker ved navn Jean Hersholt, som i 1949 havde skrevet "Skaal" ved siden af sine aftryk.
Så gik vi rundt og shoppede lidt, jeg fik et par nye sandaler, og så var det tid til at tage hjem. Det tog omkring en time at få alle tropperne samlet, Landin blev væk et par gange og alle var irriterede og råbte af hinanden, men det lykkedes da at komme ud til bilen. Og nu sidder vi så her. Har ikke rigtig nogle planer for resten af ferien, skal bare hænge lidt ud med nogle mennesker. Og sove længe!

Kulturforskel-of-the-day:
Popradioer i danmark spiller som regel kun det nyeste af det nyeste, og kun et par gange om dagen. Herovre er sangene tit et års tid gamle, og det er de samme 5 der kører i ring. Hurra

søndag den 17. marts 2013

Tyskere og teater

Hello there!
Så er der nyt igen.
Først lige en opdatering på det der Culture Jam (har jeg overhovedet nævnt det? Hvis ikke, så var det sådan et show på skolen jeg var med i gennem International Club). Det opførte vi sidste fredag, og det var faktisk ret fedt, vi havde en mase sjov backstage.
Og så her i weekenden var jeg til sådan noget Thespian state conference, en slags meet-up for alle teaternørder i Nevadas highschools. Det var skide skægt, især fordi teaterfolk er nogle af de sjoveste mennesker at hænge ud med. Man skal have sådan en helt speciel personlighed for at spille teater, og det er bare en rigtig fed en. Der var forskellige stykker der blev opført, og en masse workshops man kunne være på. Det var rigtig fedt, nogle fede og alternative teknikker til skuespil der blev fremvist på de her workshops. Helt klart værd at stå op klokken 5.30 fredag for :P
Og igår kom Melina også, familiens tyske udvekslingsstudent fra sidste år, hun skal være her de næste tre uger. Hun er sød nok, lidt træt i øjeblikket pga jetlag osv. Og så næste weekend skal vi til Californien, vi skal i Disneyland og til Hollywood, så det bliver fedt håber jeg. Jeg skal nok prøve at skrive om det. :)

Vi ses snart!
Kulturforskel-of-the-day:
Hvis man siger her, at man taler to sprog, bliver folk imponerede.
Hvis man i Europa siger, at man taler to sprog, er reaktionen: "Kun to??"

tirsdag den 5. marts 2013

Jeg er ikke død!

"Og tiden gik, ingen hørte noget nyt, og historierne om Julies bedrifter i Den Nye Verden blev snart til legender, derefter til myter, indtil ingen kunne huske hvornår det sidste blogindlæg havde været..."
Lad mig bare springe lige ud i det, for jeg kan ikke huske dage eller datoer længere, så her er hvad jeg har lavet siden sidst:
Jeg har været ude at skyde. For nogle uger siden tog vi og puttede alle de skydevåben vi kunne finde bag på Roberts truck, sammen med en halv milliard sodavandsdåser og tre billeder af Obama til at skyde efter. (Jep, det er så meget de hader deres præsident). Og så kørte vi ellers ud til et sted i ørkenen, satte en Obama og nogle dåser op og skød løs. Det var meget sjovt, selvom jeg kunne ikke ramme en skid.
Jeg er også startet i International Club på skolen. Det er fedt nok, i øjeblikket er vi ved at forberede til noget der hedder Culture Jam, en slags talentkonkurrence. Vi skal optræde med 5 numre, jeg er dog kun i et af dem. Men vi har en masse sjov, selvom nogle gange kan man godt føle sig lidt som det 23. hjul, fordi alle er kærester på kryds og tværs, haha.
I sidste weekend var, som de fleste af jer nok ved, min mor på besøg. Hun havde et møde i Washington DC ugen optil, og så fredag kom hun til Vegas. Det var virkelig fedt at se hende igen, og vi havde en masse sjov. Det meste af tiden brugte vi på The Strip, hvor vi udforskede diverse hoteller og casinoer. Og så søndag morgen stod vi op klokken ti minutter i lort, for at blive hentet af en cowboy som tog os ud til en ranch hvor vi "red" en tur på hesteryg (sad på ryggen af den og fulgte med, mens den gik præcis der hvor den havde lært - til en vis grad :D). Det var skide hyggeligt, og rigtig flot landskab deroppe i bjergene.
Selvfølgelig var det trist da hun skulle hjem igen, men det var i den grad det værd.
I dag har der været proficiency testing på skolen, noget som alle skal bestå for at graduere. Meeen eftersom jeg ikke skal det, kunne jeg ikke se hvorfor jeg skulle tage testen, så jeg blev hjemme. (crime)
Og så en masse andre småting, men det her er det store. Og så vil jeg (som sædvanligt) prøve at skrive lidt oftere. Lad os se om jeg har mere held med det denne gang.

Håber I har det godt alle sammen!
Allons-y! (<-- doctor who reference, in case)