Skal/Skal ikke

Da jeg først stiftede bekendskab med det her udvekslings-halløj, syntes jeg det var en helt vildt fed idé. Jeg undersøgte nærmere, og blev ret interesseret, selvom det måske nok var lidt lang tid med 10 måneder. I starten ville jeg gerne til England, for deres kultur og sprog syntes jeg var spændende, og det var heller ikke så langt væk som fx USA. Jeg begyndte at kigge på hvilke organisationer der tilbød hvad, Men jeg kunne ikke rigtig beslutte mig for om jeg skulle gøre det eller ej. Det kunne på den ene side være enormt spændende og givende, men tanken om ikke at måtte se min familie i hele 10 måneder var helt uoverskuelig. Alle de jeg snakkede med om det, sagde at jeg skulle tage af sted, men jeg var ikke overbevist. For hvad nu hvis jeg ikke kunne klare det? Jeg surfede rundt i en masse blogs eller lignende, for at se om der var andre der havde stået i samme situation, men der var ikke nogen der havde skrevet noget om deres overvejelser om beslutningen. Så det blev jeg ikke meget klogere af. Jeg begyndte at se mig om efter andre muligheder, så jeg kun skulle være af sted i et halvt år, men så skulle jeg jo finde noget at lave resten af året, og jeg tror det første halve år bliver det sværeste. Så jeg besluttede mig for, at hvis det skulle være, så skulle det være hele året. Men skulle det så være? Jeg brugte laaang tid på at diskutere det med mig selv og mine forældre, men kom stadig ikke nærmere noget svar. Jeg havde det lidt sådan, at jeg ikke kunne få mig selv til at give op på det, nu hvor jeg havde været inde og alvorligt overveje det. Så ville jeg give op på forhånd, og det havde jeg ikke lyst til. Så hellere prøve, og fejle. Men var jeg villig til at løbe risikoen? Jeg er ikke så god til det med at kaste mig ud i ting jeg ikke ved hvad er, hvilket sikkert også var en grund til at jeg var utryg ved det her. Men jeg var også træt af bare at springe over hvor gærdet var lavest. Jeg ville prøve noget nyt. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af om det var for stor en mundfuld. Det der afgjorde det for mig, var en snak jeg havde med min far til sidst. Han snakkede en masse om at fokusere på det jeg fik, i stedet for det jeg mistede, og om at man som regel ikke fortrød de ting man havde gjort, men de ting man ikke gjorde. Det overbeviste mig om at jeg skulle tage chancen, springe ud i det, selvom jeg ikke vidste hvad der ventede mig. Nu er jeg rigtig glad for det valg jeg træf, det føles rigtigt. Jeg kan stadig komme i tvivl en sjælden gang i mellem, om jeg nu skulle have taget det sikre spor, men det er jeg sikker på jeg ville have fortrudt. Så nu må jeg tage det som det kommer, både op- og nedturene, og så bare huske at nyde de gode ting, og lære af de dårlige. I hvert fald er jeg glad for min beslutning, og det håber jeg jeg bliver ved at være. :)