fredag den 23. november 2012

Thanksgiving!

Okaaay, jeg er altså for dårlig til det der med at skrive blog. Nu er det vist to uger siden sidst!! Lad os se, hvad er der sket de sidste 13 dage...
For det første er det jo thanksgiving i dag, så det har ligesom optaget de sidste to dage. Onsdag brugte vi hele dagen på at bage og gøre ved, og endte med en masse mad. I dag lavede Becky mere mad, men jeg havde travlt med at stå op og gøre klar. Så klokken 1 tog vi over til Kiahs familie, hvor vi lavede mere mad. Kvinderne gjorde, vel at mærke. Mændene så fodbold. Da så klokken var tre og vi var færdige med det hele, satte vi os til bords, bad bordbøn, og kastede os så over kalkunen. Og alt det andet. Jeg tog så lidt som muligt af alt, og endte med at være så stopmæt at jeg knapt kunne gå. Og så var der dessert. Heldigvis fik vi  lov at vaske op først, så kalkunen faldt lidt til ro, inden de præsenterede mig for 6 pies, is, flødeskum og kæmpechokolader. Og jeg skulle selvfølgelig smage på det hele. Og nu er det jo sådan med pies at man ikke kan skære et tyndt stykke. Det kan bare ikke lade sig gøre. Så efter at have kæmpet mig igennem de fantastisk velsmagende bjerge af mad, tror jeg ikke jeg spiser noget i morgen. Pf, som om.
Så var der mere opvask, snak, og så syntes folk lige vi skulle på pre-black friday shopping. (I morgen er det jo black friday, hvilket betyder kæmpe udsalg og vilde slåskampe på og om alt i alle butikker. Og nogen holder så pre-sale her torsdag aften. Hvor de fx åbner kl 21 og så lukker igen enten ved daggry, eller bare lader lortet køre hele fredagen også.
Anyway, vi tog til Target og rendte rundt et par timer, og jeg fik købt mig en maaasse tøj. Det var rart, for jeg var nede på 2 par bukser. I morgen skal vi muligvis ud på slagmarken igen, men vi må se. Og i morgen aften skal vi til koncert med nogen der hedder Manheim eller noget, nogle som Becky godt kan lide. Det skal nok blive interessant.

Udover det er der faktisk ikke sket noget vigtigt siden sidst. Ikke noget jeg kan huske i hvert fald, og så er det nok ikke så vigtigt endda. Og så er klokken 2 om natten, så jeg vil gerne sove.
Godnat!

Kulturforskel-of-the-day:
Hvad kan jeg sige. De holder thanksgiving? Er for træt til at finde på noget bedre..